Information om offentlig revision

COR har på denne side samlet relevant information om offentlig revision.

Danske revisionsstandarder

Rigsrevisorloven er grundlaget for revisionen af statens indtægter og udgifter mv. Rigsrevisionen fastsætter standarderne for den statslige revision på baggrund af rigsrevisorloven. Rigsrevisionen beskriver i papiret God Offentlig Revisionsskik principperne for at udføre offentlig revision. God Offentlig Revisionsskik er drøftet med Rigsrevisionens faglige samarbejdspartnere (Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer, BDO Kommunernes Revision og Revisionsdirektoratet for Københavns Kommune).

Den kommunale revision er bestemt i den kommunale styrelseslov, § 42, samt en række bekendtgørelser. Den kommunale revision skal udføres i overensstemmelse med God Offentlig Revisionsskik.

Forskellen mellem den statslige og kommunale revision er beskrevet nærmere i et faktuelt notat om revisionsordningen for den statslige revision og den kommunale revision samt den privatpraktiserende revisor, der udfører revision af statslige, selvejende institutioner.

INTOSAI-standarder

Den statslige revision skal endvidere udføres i overensstemmelse med standarder og vejledninger, der er fastsat af International Organization of Supreme Audit Institutions (INTOSAI).

INTOSAI er en paraplyorganisation for verdens rigsrevisioner. INTOSAI fastsætter standarder og vejledninger for offentlig revision også kaldet ISSAI'erne.

INTOSAI's standarder og vejledninger er på engelsk og findes på www.issai.org.

Rigsrevisionen | St. Kongensgade 45 | 1264 København K | Tlf.: 3392 8400 | Fax: 3311 0415 | E-mail

Åbningstid: Kl. 9.00-16.00 | CVR-nr.: 77-80-61-13 | EAN-nr.: 5798000016002